R/V Paamiut som arbejdsplads

R/V Pâmiut er en ombygget torsketrawler fra det hedengangne KGH. Da vi for ca. 20 år siden foretog det første togt med en trawler af denne klasse var det med Elias Kleist – som nu er lige så hedengangen som KGH, da den ligger på flere hundrede meter vand et sted i Skov Fjord (en eller anden glemte at dreje før et skær).

Elias Kleist var taget lige ud af det kommercielle fiskeri og var absolut ikke gearet til andet. Vi var tre fra Grønlands Fiskeriundersøgelser – forløberen for Grønlands Naturinstitut – som kæmpede en brav kamp for at få målt og vejet de enorme fangster af fisk og rejer fra de timelange slæb, der døgnet rundt kom op. Vi måtte arbejde i skibets fabrik og havde hverken borde eller computere, men måtte finde steder vi kunne sidde med vores papirer og blyanter i de 18-20 af døgnets timer, vi arbejdede. Vi blev vist alle et par år ældre i løbet af togtet.

Med det i hukommelsen er Pâmiut en drøm at arbejde på. Fabrikken er ombygget til vores behov, så vi let kan sortere og veje fangsten, og i bagbords side har vi tre laboratorier i forlængelse af fabrikken: to vådlaboratorier og et tørlaboratorium.

Vi sorterer først fangsten i fabrikken og vejer derefter hver enkelt art på en passende vægt. Til det formål råder vi i fabrik og laboratorier over et antal elektroniske vægte, der kan veje med forskellig finhed, og som alle kan veje, selv om skibet bevæger sig. Det er et fremskridt i forhold til de fjeder- og bismervægte, vi anvendte på Elias Kleist. Det er laboratoriernes computere absolut også. Hvert laboratorium har mindst én computerarbejdsplads med skærm og tastatur, der står i direkte forbindelse med computerne i tørlaboratoriet. Så næsten alle måledata kan tastes direkte ind i vores database, selv om fisk og vand flyver gennem luften.

Det ene vådlaboratorium (billedet) er stort set vandfast. Her håndteres de store fisk som torsk og hellefisk, og her udføres i det hele taget alt arbejde, der bagefter kræver oprydning med en brandslange. Det andet vådlaboratorium er mindre fugtigt. Her kan vi også arbejde med våde fisk og rejer, men den ene side af laboratoriet rummer også en arbejdsplads med mikroskop og en del bøger, så vi passer lidt på med vandet. Her vejer og måler vi de mindre prøver af fisk og blæksprutter og sorterer rejeprøven, når vi har fået rejer i trawlen.

Som navnet antyder, bruges tørlaboratoriet til de aktiviteter, der ikke kræver eller tåler vand, og her står bl.a. de fem computere, der registrerer længdemål, vægte, køn osv. Laboratoriet bruges også til at måle rejer og til alt andet "tørt" arbejde.

Alt i alt har vi ikke så meget at klage over, men Pâmiut er efterhånden en meget gammel dame, som nok vil virke endnu ældre, når afløseren for Naturinstituttets andet skib, Adolf Jensen, er klar i 2012. Men ind til videre fungerer hun, og det varer nok et par år, før også hun hører til de hedengangne (vi satser på, at skipper i mellemtiden husker at dreje før eventuelle skær).