søndag den 14. august 2011

Dohrn igen...

Søndagen er gået med de nordligste stationer, hvor vandet er meget koldt. Vi har målt temperaturer ned til 0,3° C ved bunden. Det er så koldt, at mange af de arter, vi har fundet på vej mod nord, forekommer i meget lavere antal eller er forsvundet og erstattet af andre. Fangsterne er også mindre. Hellefisken og rødfiskene er her stadig i små mængder, men flere arter af knurulke, halvulke, polarstorsk og især ålebrosmer er blevet mere hyppige. Ålebrosmer desværre, for de kan være en sand pine at artsbestemme.

Interessant nok finder vi også enkelte pænt store torsk, hvor vandet er lige over 1° C: 63, 74, 86, 93 og 108 cm i de nordligste slæb. Maverne er fyldt med store, grå tanglopper, som vi også finder i store mængder i nettet.

Rejerne har også ændret sig. Dybhavsrejen er jo først han og skifter siden køn og bliver hun. Her oppe i kulden er rejerne meget gamle og store, før de bliver hunner. Vi finder derfor forholdsvis mange, meget store hanner (nogle større end de fleste hunner på vestkysten) og færre hunner, som til gengæld er gigantiske og meget flotte. En anden forskel fra sydligere områder er, at langt færre rejehunner gyder. De, der gør, er i gang i øjeblikket og har anlagt smukt blågrøn rogn mellem bagkroppens svømmeben.

Der er dog langt imellem rejerne, hvor vi har været i dag. I aften vil de imidlertid ligge meget tæt på franskbrødet i messen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar