Skipperen, chefen og den gamle dame

De tre sidste slæb gik godt og denne del af togtet er ved at nærme sig
sin ende. Ikke meget står ufortalt tilbage, dog har vi liiige en sidste
baggrundshistorie i ærmet mens vi sejler til Tasiilaq. Det er en del af
fortællingen om to ombord som om nogen i dag er indbegrebet af "Pâmiut".
Kaptajn Børge Sylow Madsen og maskinchef Erik Krüger. Disse to herrer
har i de sidste mange år haft deres skæbnetråde tæt flettet med skibets
og fiskeri i Grønland.

Da "Pâmiut" i 1971 blev bygget, var det for at forsyne fabrikken i byen
Paamiut med isede torsk. Skibet blev afleveret til KGH (Kongelige
Grønlandske Handel) i Paamiut under stor festivitas og var på det
tidspunkt Grønlands største trawler. Ombord holdt byggeværftets
garantimester, en ung Erik Krüger, øje med svejsninger, diverse tryk og
temperaturer indtil den var ordentligt afleveret. I årene derefter
fungerede skibet som kommerciel trawler og da der ikke var flere torsk i
midtfirserne, ombygges skibet til at kunne fiske rejer. Igen indkaldes
Krüger som er involveret i ombygningen.

I 1992 anerkender daværende Grønlands Fiskeriundersøgelser, at hvis man
vil vide noget om fiskeriet udenskærs, er man nødt til at have
regelmæssig adgang til egne informationer derudefra. Derfor chartres
"Pâmiut" til at lave fiskeribiologiske undersøgelser om sommeren i
Grønlandsk farvand, mens den om vinteren skulle fiske torsk i
Barentshavet. Som skipper ansatte man en erfaren herre som kendte det
norske torskefiskeri, nemlig Børge Sylow Madsen. Børge har været
fiskeskipper siden han var 20 og har siden da været involveret i stort
set alle slags fiskerier. Inden han kom på Paamiut havde han bl.a. været
med siden rejefiskeriet for alvor begyndte i Vestgrønland først i
firserne. At valget faldt på Børge skyldtes ud over hans fiskerimæssige
kvalifikationer nok også hans omgængelighed. Udfordringen med at skulle
efterkomme ønsker fra disse biologer, med deres mærkelige måder at fiske
på, ville kræve sin mand. Som maskinchef valgtes Erik Krüger som jo
allerede kendte skibet og hver en skrue i det.

1. januar 1996 køber Grønlands Naturinstitut skibet af Royal Greenland,
men anerkender at man ikke har noget begreb om at være rederi og lader
derfor Royal Greenland stå for driften. Skibets ledelse gives mere og
mere ansvar med drift og vedligehold af skibet og driftsaftalen opsiges
i 2004. Siden har Grønlands Naturinstitut selv stået for driften. Det
vil i praksis sige at skibet har været selvdrevent under det ansvar som
blev givet de to ovennævnte. Ser man på skibet i dag, kan man se, at de
har været opgaven voksen. Skibet fremstår velholdt og alle er trygge ved
at sejle med det.

De grå hår har længe ikke stået til at skjule og i dag er et
generationsskifte i gang. Overstyrmanden, som steg på nogenlunde
samtidigt med de to herrer, skal overtage skibet. Det er dog svært at
forestille sig Børge og Krüger slippe Pâmiut helt. Mon ikke de kan
fortsætte længe med at levere en hjælpende hånd hist og pist?

I morgen er vi i Tasiilaq!