Kort, men ikke godt...

Vi ligger nu i bogstaveligste forstand på kanten af Østgrønland og fisker på relativt dybt vand ud mod midtlinjen mellem Grønland og Island. Dybdekortene over det meste af havområdet på denne side af landet er desværre så gamle og upræcise, at de generelt kun kan bidrage med en fornemmelse for landskabet under Pâmiut. Så selv om vore fiskestationer på forhånd er lagt i et bestemt dybdeinterval, er den virkelige dybde på positionen sjældent, hvad vi håbede på at finde. Så vi sejler en del for at finde den ønskede dybde at trawle i.

Det sidste døgn har vi sejlet over lange stræk, hvor bunden efter loddet at dømme må ligne et alpelandskab. Dér kan vi selvfølgelig ikke fiske, og vi kan kun gætte på, hvad der er dernede. Men hvis områderne ligner dem, vi kan fiske på, ser de finnede beboere på disse kanter ud til generelt at have langt til nærmeste nabo. Vi får lidt rødfisk, skolæst, hellefisk og i dag en stor flok glathovedfisk: Begsorte, massive dybhavsfisk på lidt over en halv meters længde. Desuden kommer der småtteri i form af enkelte eksemplarer af blæksprutter (både 8- og 10-armede), rejer (ganske få dybhavsrejer), rokker og små og store dybhavsfisk, hvis navne er både vanskelige at stave, udtale og huske.

Nu skal man ikke tage fejl af f.eks. hellefisk, som kan undslippe under trawlen eller give den gas og svømme ud af posen igen. Så også af den grund får vi jo ikke alt, trawlen møder på sin vej. Men i forhold til de tættest befolkende hellefiskeområder er vi her i Udkantsgrønland, hvor det kan være svært at finde Nemo. Til gengæld fandt vi en mankefisk (billedet), som der heller ikke er så mange af.