tirsdag den 17. august 2010

Grænsen til Island

æ
Her går fiskerigrænsen til Island. Vi kan ikke se den på billedet men må
indenfor på broen og se på kortplotteren hvor nogen har været så venlig
at trække en stor fed streg midt imellem Island og Grønland.
På vores side af stregen fisker grønlandske fartøjer og de lande som
Grønland har lavet en aftale med. På den islandske side fisker islandske
fartøjer og dem som Island har lavet aftaler med. Overtræder man denne
grænse, og det opdages, kommer det respektive lands fiskeriinspektion
med bødeblok og kanoner.
Fiskene kan naturligvis ikke se denne grænse og mærkeforsøg viser da
også, at de ofte krydser grænsen og det uden den mindste nationale
bevidsthed. Med andre ord deler vi bestanden af fx hellefisk med Island.
I sådanne tilfælde plejer landene at nå til en fælles enighed om hvordan
fiskeriet skal fordeles. Det er lidt nemmere at have et nationalt
bæredygtigt fiskeri når man ved at naboen ikke er i gang med at udrydde
bestanden ved et overfiskeri. Desværre har Grønland og Island ikke
kunnet opnå en sådan en aftale. Dette betyder at begge lande sætter en
kvote der tilsammen langt overstiger den rådgivning et panel af
internationale uafhængige biologer giver. Bestanden af hellefisk deles
også med Færøerne, så når fiskeriet på hele bestanden bliver lagt sammen
gav det i 2009 i alt 28 000 tons og der lød rådgivningen på 5 000 tons.
Hellefisken har en relativt lang levetid og derfor vil den kunne klare
et sådant overfiskeri i en årrække. Desværre har dette allerede foregået
i et årti og forudsigelsen lyder nu at bestanden er i stor fare for at
kollapse inden for de næste fem år med det nuværende fiskeritryk. Den
største indtægtskilde i Grønland er fortsat fiskeriet så har vi råd til
at miste hellefisken i Østgrønland før olien er fundet?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar