Data i nettet

Til forskel fra resten af den grønlandske trawlerflåde samler Pâmiut ikke fisk eller rejer, men data. Og hvor andre losser paller med søkogte rejer, bringer vi fangsten fra borde i en USB-nøgle, som indeholder en kopi af skibets database. Desværre har vi (endnu) ikke trådløs forbindelse til vores net på havbunden, så der er tungt og meget arbejde, som skal gøres af skib og besætning for at overføre data fra havbund til database.

På vores togt har vi ind til videre fyldt fangstdata fra 43 pletter på søkortet i databasen og er kommet lidt nærmere dette års status over tingenes tilstand på havbunden. Vi har på forhånd udlagt i alt et par hundrede stationer her på østkysten, og hvor det er muligt, gennemfører vi et trawlslæb og registrerer mængden af fisk, rejer, blæksprutter og koraller i trawlen.

Når trawlen først ligger på dækket, har skibsfører og fiskebesætning gjort deres arbejde. Derefter er det den videnskabelige besætnings opgave at registrere alt, der nu er kommet i trawlposen, så godt som overhovedet muligt. Derfor har vi et katalog af regler for, hvordan en fangst skal behandles fra start til slut. Regler vi skal overholde, for at vores data kan sammenlignes fra år til år.

Under dæk sorteres alle fisk, rejer, blæksprutter og koraller i bunker af samme art, som vejes hver for sig. Man kunne forledes til at tro, at en lille fangst betyder lidt arbejde, men det er langt fra tilfældet. En trawlpose med en fangst på 50 kg kan indeholde så mange forskellige arter, at det tager timer at komme igennem den. Omvendt kan et slæb på 500 kg rødfisk klares på relativt kort tid, fordi det kun indeholder én eller to arter (se Kajs indlæg fra d. 18/8).

Alle fisk af en art måles, med mindre der er så mange af dem, at det vil være spildt arbejde at måle alle (når man har målt et bestemt antal fisk eller rejer, får man ikke nødvendigvis mere brugbar information af at måle flere). I det tilfælde tager vi en mindre bunke individer ud og måler dem. De vigtigste arter som torskefisk og hellefisk behandles specielt grundigt: Vi måler ikke blot næsten alle individer i fangsten, men tager også øresten til aldersbestemmelse og registrerer køn og kønsmodenhed samt vægt af lever og kønsorganer. Alt sammen for at få det bedste billede af bestandenes størrelse, alderssammensætning, helbredstilstand og evne til at formere sig. Det er dyrt og omstændeligt, men det er nødvendigt, hvis vi skal have en ide om, hvor vores fiskeriressourcer er på vej hen.

Dohrn Banke

Når man står på dækket af Pâmiut og ser ned i vandet over Dohrn Banke, virker det næsten som en fejltagelse, at en reje, som ofte ender på dyrt porcelæn i de fineste restauranter, uden tvivl vil kalde mudderbunden 400 m nede i det sorte vand for "hjemme". Men her under os leves dagligdagen af Grønlands eksportartikel nr. 1, den røde dybhavsreje. Uden sollys, under et fantastisk højt tryk og med en del af serveringen oppefra i form af nedsynkende døde organismer. Vil man i de omgivelser have noget at spise, er det jo en fordel at kunne lokalisere maden, og faktisk menes dybhavsrejer at "høre" så godt, at de på mere end 1½ kilometers afstand kan registrere fødeemner falde ned på havbunden! Ganske imponerende. Det svarer til, at man i Nuuk ville kunne sidde på sin båd i lystbådehavnen og høre en øl blive sat på Kristinemuts bardisk (det kan ikke udelukkes, at nogle mennesker også har lige netop dén evne). For ca. tyve år siden blev der fisket meget store rejer på Dohrn Banke, og mange af dem blev eksporteret til Japan som rå rejer. Men udbyttet faldt støt gennem slutningen af 80'erne, og efterfølgende aftog den fiskerimæssige indsats, så der årligt nu kun fanges en brøkdel af de mere end 15.000 tons, der var højdepunktet i et par år.

De store rejer er her stadig, men man ved ikke så forfærdeligt meget om rejerne på Dohrn Banke. Kvoten er ca. tre gange højere end fangsten, og man har ikke et pålideligt billede af mængden af rejer på banken. Dybhavsrejen har jo den besynderlige livshistorie, at der næsten altid udvikles en reje af hankøn af den larve, der kommer ud af ægget. Når hannen har vokset sig tilstrækkelig stor - hvilket tager omkring 5 år ved Østgrønland - skifter den køn og bliver hun! Det livsforløb betyder, at de fleste af de store rejer er hunner i "den fødedygtige alder", og man fjerner altså målrettet de individer, der skal sikre bestanden. Da dybhavsrejen samtidig lægger relativt få æg, er den sårbar over for fiskeri.

Her på østkysten ér der måske tyndet godt ud i rejerne, og hvis det er tilfældet, kan det tage lang tid for bestanden at komme sig.

De frie vandmasser

Vi fisker med bundtrawl og fanger af den årsag hovedsageligt dyr, der lever på bunden. Men når trawlen på vore dybe stationer bevæger sig ned og op i en 1100 m høj vandsøjle, fanger vi også organismer, der lever i de frie vandmasser mellem bund- og overfladelag. Området er ikke så tæt befolket som bundlaget, men nogle organismer lever det meste af deres liv her.

I går fik vi et par typiske eksempler på disse "pelagiske" dyr: Den ene var en massiv gople (vandmand) med en hård, læderagtig "skal" og tentakler på mere end fire meter. På billedet ligger goplen på dækket, og Niels, Gerhard og Hans holder ud i tentakler og "skørter", som overraskede os ved at være stærke og se ud til at kunne holde til hvad som helst. Vi beholdt gummihandskerne på, så vi ved ikke, om trådene kunne brænde, som man kender det fra eksemplarets velkendte fætre. Men selv om den skulle være helt harmløs, bliver man alligevel på en eller anden måde helt tilfreds med de små gopler, vi er vant til at se i havnen.

I samme slæb kom også en vågmær på 1,5 meter (kan blive ca. en meter længere). Med sin sølvfarvede, sammentrykte krop, sine stærkt røde finner, en fremskydelig mund og et øje, der kan rotere fri i soklen, er den ikke til at tage fejl af. Vi har frosset eksemplaret ned, så interesserede kan se det, når Nuuks kulturnat løber af stablen i 2011.

Kort, men ikke godt...

Vi ligger nu i bogstaveligste forstand på kanten af Østgrønland og fisker på relativt dybt vand ud mod midtlinjen mellem Grønland og Island. Dybdekortene over det meste af havområdet på denne side af landet er desværre så gamle og upræcise, at de generelt kun kan bidrage med en fornemmelse for landskabet under Pâmiut. Så selv om vore fiskestationer på forhånd er lagt i et bestemt dybdeinterval, er den virkelige dybde på positionen sjældent, hvad vi håbede på at finde. Så vi sejler en del for at finde den ønskede dybde at trawle i.

Det sidste døgn har vi sejlet over lange stræk, hvor bunden efter loddet at dømme må ligne et alpelandskab. Dér kan vi selvfølgelig ikke fiske, og vi kan kun gætte på, hvad der er dernede. Men hvis områderne ligner dem, vi kan fiske på, ser de finnede beboere på disse kanter ud til generelt at have langt til nærmeste nabo. Vi får lidt rødfisk, skolæst, hellefisk og i dag en stor flok glathovedfisk: Begsorte, massive dybhavsfisk på lidt over en halv meters længde. Desuden kommer der småtteri i form af enkelte eksemplarer af blæksprutter (både 8- og 10-armede), rejer (ganske få dybhavsrejer), rokker og små og store dybhavsfisk, hvis navne er både vanskelige at stave, udtale og huske.

Nu skal man ikke tage fejl af f.eks. hellefisk, som kan undslippe under trawlen eller give den gas og svømme ud af posen igen. Så også af den grund får vi jo ikke alt, trawlen møder på sin vej. Men i forhold til de tættest befolkende hellefiskeområder er vi her i Udkantsgrønland, hvor det kan være svært at finde Nemo. Til gengæld fandt vi en mankefisk (billedet), som der heller ikke er så mange af.

Havbundens Emmenthaler

Togtets første slæb resulterede i en trawlpose med mudder, men det er siden gået lidt bedre (små fangster med dybhavsrødfisk). Vi fisker ud for Tasiilaq på bund, der er blød og vanskelig at fiske på med det grej, vi bruger til hellefisk, og er bunden ikke blød, går den op og ned som fjeldene, vi kan se i det fjerne. Nemt er det ikke. Og så er der jo lige østkystens svøbe: Svampe. Vi kan kun gætte os til, hvordan der ser ud 800 m under os, men at svampene dominerer landskabet er vist indiskutabelt. Nogle typer ligner store, gule oste, så når posen kommer på dæk, og nogen mumler "ost", får det ikke tænderne til at løbe i vand. Vi ved, hvad der venter (se billedet).

Svampene har ofte en stikkende lugt, og det glasuldsagtige indre indeholder bittesmå nåle, som man helst skal holde på den rigtige side af gummihandskerne. I dag fik vi mængder af flade, tallerkenformede svampe, som let går i stykker og får fiskefangsten til at se ud, som om den er trukket ud gennem en halv meter isolering. Det er slet ikke sjovt at sortere sådan et slæb.

Svampe er de mest primitive af de flercellede dyr. De sidder fast på bunden og er helt afhængige af den strøm af vand, der går igennem dem. Vandet bringer ilt og mad (der filtreres fra vandet), fjerner affaldsstoffer og virker som transportvej for kønsceller og larver. I princippet består en svamp af et indviklet rørsystem, som er foret med millioner af små enkeltceller, der hver vifter med en lille pisk. Tilsammen er "piskecellerne" i stand til at skab en imponerende vandstrøm gennem systemet. Flittige forskere har målt, at en meget lille svamp – 1 cm i diameter og 10 cm høj – med sine ca. 2,5 million piskeceller er i stand til at pumpe næsten 23 liter vand gennem sig om dagen. De største svampe, vi får op, er kugler på over 50 cm i diameter – og bedømt ud fra de mængder, vi får, må der være mange af dem. Der bliver altså flyttet noget vand nede i mørket.

Skiftedag

Det nye hold af biologer og assistenter på Pâmiut har nu haft 3-4 dages fornøjelse af at vente i Tasiilaq på starten af togt 5. Vi er slet ikke kede af, at skiftet af besætning i år har fundet sted i denne spændende by frem for i Reykjavik. Men nu har Pâmiut forladt Grønlands turistmæssige knudepunkt med en ny og frisk besætning af biologer og assistenter. Skipper og den øvrige skibsbesætning hører til den mere holdbare slags og fortsætter fra det forrige togt. Det er vi heller ikke kede af.

På vejen hjem mod kommunens andet yderpunkt, Nuuk, er vi en broget flok med forskellig baggrund og erfaring, som skal arbejde sammen og sørge for, at kvaliteten af resultaterne står mål med prisen for togtet: Anne (biologistuderende), Bo (ingeniørstuderende), Daniel (biologistuderende), Jan (biolog), Henrik (biolog, togtleder), Melisa (nybagt student og lillesøster til Tuperna fra forrige togt) og Susanne (biologassistent).

For Anne og Melisa er dette første togt med Pâmiut, mens Bo har det forrige togt i bagagen. Resten af flokken er garvede togtdeltagere og kender Pâmiut så godt, at næsten intet kan overraske. Men man ved jo aldrig med disse togter. Overraskelserne skal vi nok fortælle om, men vi kan ikke garantere, at vi kan holde bloggen i kog på samme måde som Kaj kunne. Vi skal dog nok få den til at simre.

Tak for denne gang

Så ligger vi uden for Tasiilaq og venter på at kajpladsen skal blive
ledig. Første del af Østgrønlandstogtet er ved sin vejs ende og tilbage
står bare at takke de opmærksomme læsere der har fulgt os hele vejen
hertil. Rygtet vil vide at Henrik som skal være togtleder på sidste ben
af østgrønlandstogtet vil fortsætte bloggen? Vi venter spændt.

Bloggen her har været et forsøg, så en stor tak skal også lyde for alle
de positive tilkendegivelser som har nået hele vejen herud, hvor
horisonten kun brydes af isbjerge.

Skipperen, chefen og den gamle dame

De tre sidste slæb gik godt og denne del af togtet er ved at nærme sig
sin ende. Ikke meget står ufortalt tilbage, dog har vi liiige en sidste
baggrundshistorie i ærmet mens vi sejler til Tasiilaq. Det er en del af
fortællingen om to ombord som om nogen i dag er indbegrebet af "Pâmiut".
Kaptajn Børge Sylow Madsen og maskinchef Erik Krüger. Disse to herrer
har i de sidste mange år haft deres skæbnetråde tæt flettet med skibets
og fiskeri i Grønland.

Da "Pâmiut" i 1971 blev bygget, var det for at forsyne fabrikken i byen
Paamiut med isede torsk. Skibet blev afleveret til KGH (Kongelige
Grønlandske Handel) i Paamiut under stor festivitas og var på det
tidspunkt Grønlands største trawler. Ombord holdt byggeværftets
garantimester, en ung Erik Krüger, øje med svejsninger, diverse tryk og
temperaturer indtil den var ordentligt afleveret. I årene derefter
fungerede skibet som kommerciel trawler og da der ikke var flere torsk i
midtfirserne, ombygges skibet til at kunne fiske rejer. Igen indkaldes
Krüger som er involveret i ombygningen.

I 1992 anerkender daværende Grønlands Fiskeriundersøgelser, at hvis man
vil vide noget om fiskeriet udenskærs, er man nødt til at have
regelmæssig adgang til egne informationer derudefra. Derfor chartres
"Pâmiut" til at lave fiskeribiologiske undersøgelser om sommeren i
Grønlandsk farvand, mens den om vinteren skulle fiske torsk i
Barentshavet. Som skipper ansatte man en erfaren herre som kendte det
norske torskefiskeri, nemlig Børge Sylow Madsen. Børge har været
fiskeskipper siden han var 20 og har siden da været involveret i stort
set alle slags fiskerier. Inden han kom på Paamiut havde han bl.a. været
med siden rejefiskeriet for alvor begyndte i Vestgrønland først i
firserne. At valget faldt på Børge skyldtes ud over hans fiskerimæssige
kvalifikationer nok også hans omgængelighed. Udfordringen med at skulle
efterkomme ønsker fra disse biologer, med deres mærkelige måder at fiske
på, ville kræve sin mand. Som maskinchef valgtes Erik Krüger som jo
allerede kendte skibet og hver en skrue i det.

1. januar 1996 køber Grønlands Naturinstitut skibet af Royal Greenland,
men anerkender at man ikke har noget begreb om at være rederi og lader
derfor Royal Greenland stå for driften. Skibets ledelse gives mere og
mere ansvar med drift og vedligehold af skibet og driftsaftalen opsiges
i 2004. Siden har Grønlands Naturinstitut selv stået for driften. Det
vil i praksis sige at skibet har været selvdrevent under det ansvar som
blev givet de to ovennævnte. Ser man på skibet i dag, kan man se, at de
har været opgaven voksen. Skibet fremstår velholdt og alle er trygge ved
at sejle med det.

De grå hår har længe ikke stået til at skjule og i dag er et
generationsskifte i gang. Overstyrmanden, som steg på nogenlunde
samtidigt med de to herrer, skal overtage skibet. Det er dog svært at
forestille sig Børge og Krüger slippe Pâmiut helt. Mon ikke de kan
fortsætte længe med at levere en hjælpende hånd hist og pist?

I morgen er vi i Tasiilaq!

Næstsidste dag

Hver gang der er skifte i besætningen går vi en runde med dem der kommer
ombord. På denne rundgang bliver sikkerhedsreglerne genopfrisket og man
får at vide hvordan man skal forholde sig ved uforudsete hændelser. En
regel som ikke står i søfartsstyrelsens love men som stadigt er yderst
vigtige for en eget velbefindende er at man ikke uopfordret sætter sig i
skippers stol.
Når vi slæber disse undersøgelsesslæb noterer vi i de 15-30 minutter som
trawlet er på bunden alskens oplysninger om hvordan trawlet opfører sig.
Piber man en smule over ondt i benene overlader vagthavende dog ofte
stolen til den der noterer. I dette tilfælde har overstyrmand Ole Jakob
forbarmet sig over Anna Sofie som mægtig tilfreds kan få hvilet benene
efter en hård eftermiddag i laboratoriet.
Historierne er ved at blive noget tynde og der er nu heldigvis kun tre
slæb tilbage før vi sejler mod Tasiilaq i morgen (søndag).

Fisk med fiskestang, skummende toppe, og endnu en foedselsdag

I dag var det så Anjas tur til at have fødselsdag. Hun blev behørigt
fejret med en frisk morgenkuling og høj flot sol så man rigtigt kunne se
alle de hvide skumtoppe. Den imponerende udsigt faldt dog ikke
umiddelbart i fødselarens smag, men senere på dagen da vinden havde lagt
sig, skulle ingen være i tvivl om hvem der havde været artig i et helt
år. Hun har tidligere været så rigeligt eksponeret (se evt. bloggen fra
den 5. og 8. august), så dagens billede og historie drejer sig i stedet
om en dybhavsfisk.

Vi er nu igen i gang med nogle af de sidste dybe stationer og dernede
fra er det ikke alt der kommer op som ligner noget man har set før.
Fisken på billedet er en dybhavstudsefisk, som lever i de frie
vandmasser og bestemt er en sjældenhed at få på dækket.

Som stort set alle andre dybhavsfisk er den sort, har meget små øjne og
en stor kæft. Der er så mørkt dernede, at øjnene ikke skal bruges til
det store, og de er derfor næsten ikkeeksisterende. Munden er til
gengæld kæmpestor set i forhold til dyrets egen størrelse. Der er så få
dyr dernede, at møder man endeligt et potentielt byttedyr ville det være
ærgerligt ikke at kunne gabe over det. For at lokke dem hen til munden,
har den, i panden, en fiskestang med lysende agn for enden.
Uimodståeligt for en lille fisk på 1000 meters dybde.

Vi er ret sikre på at det er en hun. Hannerne bliver nemlig kun få cm
store og har heller ikke fiskestangen. Møder en af disse små hanner en
hun, bider den sig fast i hunnen og vokser sig langsomt fast. Han tager
derefter ikke selv føde til sig, men snylter i stedet på hunnen resten
af livet. Til gengæld er hun fri for at rende rundt og lede efter en af
de sjældne hanner når hun får lyst til at lægge æg, og på den måde
sikrer denne art sin overlevelse.

Hvilken art det helt præcist drejer sig om har vi ikke været i stand til
at bestemme herude med sikkerhed. I stedet har vi frosset fisken ned og
overlader trygt dette arbejde til vore kolleger på Zoologisk Museum i
København som stort set ikke laver andet end at holde styr på de
forskellige fiskearter. Sidste gang vi lavede en optælling nåede vi op
på 269 arter i Grønlandsk farvand. Måske er denne fisk nummer 270?

Læs evt. mere om de 269 arter på Naturinstituttets hjemmeside
http://www.natur.gl/index.php?id=863

Var det en dårlig fangst?

Fangsten i trawlet på billedet er i en kommerciel fiskers øjne måske ret
beskeden. Til forskel fra dem, skal vi ikke leve af vores fangst og
derfor har vi en relativt kort slæbetid på 15-30 minutter mod deres af
og til mange timer lange slæb. Ved at forkorte slæbetiden har vi
mulighed for at dække et større område og kommer som nævnt også de
steder hvor de kommercielle fiskere sjældent gider dyppe nettet. På
denne måde får vi dækket flest mulige lokaliteter og bruger ikke unødigt
megen tid på et sted når vi først har fundet koncentrationen på denne
lokalitet og dybde.
Når vi beregner biomassen kender vi start og slutpositionen for slæbet
og bredden af trawlet når det stryger hen over bunden. Dermed har vi et
udtryk for arealet som der er fanget en given mængde fisk på. Da vi så
kender det totale areal med samme dybde i området, kan vi så opgange
koncentrationen med arealet og derved få et udtryk for hvor mange tons
der findes af en art i grønlandsk farvand. Dog ved vi ikke helt hvor
stor en del af fiskene der undviger trawlet. Derfor er vor værdi altså
ikke et absolut estimat, men det vi kalder en indeksværdi som kun giver
mening når man sammenligner den med de forrige års indeksværdier.
Det er også derfor vigtigt at man fisker med samme type redskab år efter
år da man ellers ville få et misvisende resultat ved pludseligt at
skifte til et mere effektivt redskab. Det dybe af vore surveys har kørt
siden 1998 med same skib og trawltype. De seneste års resultater har
ikke været opløftende da indekset hvert år de sidste tre år har været
rekordlavt og hver især har afløst forrige års rekordlave indeks.
Nok om surveyteorien. Trawlet er tilbage på bunden 800 meter under os og
holdet glæder sig allerede til at få fingrene i fiskene igen.

En Rødfisk er en Rødfisk er en rød fisk

Eller hva'? Nej der findes mange forskellige arter af rødfisk. I
farvandet vi befinder os i, er der tre arter af de røde stikkende fisk.
De to mest almindelige har vi på billedet ovenfor. Øverst er det
Dybhavsrødfisk (Sebastes mentella) og nederst er det Stor Rødfisk
(Sebastes marinus). Dybhavsrødfisken har en fiks lille hageknop og mere
fremadrettede gællelågspigge som Stor Rødfisk ikke har. Endeligt lever
dybhavsrødfisken op til sit navn og findes på noget dybere vand og har
derfor brug for et større øje for at kunne se noget i det mørke dyb.
Og hvorfor bruger vi så kræfter på at skille disse to arter fra
hinanden?
Østgrønlands farvand fungerer som opvækst område for begge arter af
rødfisk. Derfor har der i mange år kun været små rødfisk i området som
ikke havde kommerciel interesse. De sidste par år har vi dog kunnet
følge et par store årgange af Dybhavsrødfisk som blev i området og i
2009 havde de nået en størrelse og en mængde der var interessant for
fiskeriet, mens mængden af Stor Rødfisk var stort set uændret.
Havde vi ikke skelnet imellem arterne kunne man havde troet, at det var
gået frem for alle "rødfisk" på østkysten. Ved et ukritisk fiskeri kunne
man derfor uforvarende være kommet til at fiske Stor Rødfisk op da man i
så fald ikke ville vide, at det var dybhavsrødfisk man kunne overveje at
fiske efter.

Grænsen til Island

æ

Her går fiskerigrænsen til Island. Vi kan ikke se den på billedet men må
indenfor på broen og se på kortplotteren hvor nogen har været så venlig
at trække en stor fed streg midt imellem Island og Grønland.
På vores side af stregen fisker grønlandske fartøjer og de lande som
Grønland har lavet en aftale med. På den islandske side fisker islandske
fartøjer og dem som Island har lavet aftaler med. Overtræder man denne
grænse, og det opdages, kommer det respektive lands fiskeriinspektion
med bødeblok og kanoner.
Fiskene kan naturligvis ikke se denne grænse og mærkeforsøg viser da
også, at de ofte krydser grænsen og det uden den mindste nationale
bevidsthed. Med andre ord deler vi bestanden af fx hellefisk med Island.
I sådanne tilfælde plejer landene at nå til en fælles enighed om hvordan
fiskeriet skal fordeles. Det er lidt nemmere at have et nationalt
bæredygtigt fiskeri når man ved at naboen ikke er i gang med at udrydde
bestanden ved et overfiskeri. Desværre har Grønland og Island ikke
kunnet opnå en sådan en aftale. Dette betyder at begge lande sætter en
kvote der tilsammen langt overstiger den rådgivning et panel af
internationale uafhængige biologer giver. Bestanden af hellefisk deles
også med Færøerne, så når fiskeriet på hele bestanden bliver lagt sammen
gav det i 2009 i alt 28 000 tons og der lød rådgivningen på 5 000 tons.
Hellefisken har en relativt lang levetid og derfor vil den kunne klare
et sådant overfiskeri i en årrække. Desværre har dette allerede foregået
i et årti og forudsigelsen lyder nu at bestanden er i stor fare for at
kollapse inden for de næste fem år med det nuværende fiskeritryk. Den
største indtægtskilde i Grønland er fortsat fiskeriet så har vi råd til
at miste hellefisken i Østgrønland før olien er fundet?

Vi trawler igen

Så kom der nogenlunde tåleligt vejr igen og dermed også fisk, rejer og
folk i laboratoriet igen. Blæsevejret har sørget for at de fleste nu er
relativt veludhvilede og pludseligt er der igen plads til at nørde
igennem og artsbestemme hver enkelt hestereje når fangsten er
oparbejdet.

Vi ser nu ikke mange rejer i det østgrønlandske farvand længere og
dermed heller ikke mange rejefartøjer. Før i tiden var det her og
længere nordover at man kunne fange de virkeligt store rejer. I år har
vi indtil videre i alt fanget mindre end hundrede rejer af den art der
fiskes kommercielt på vestkysten. Vi er dog stadig undervejs nordpå. På
Dohrn Banke er der måske stadig nogen?

Biologstorm

Bag udtrykket "biologstorm" ligger noget så kedeligt som en gang kuling.
"Pâmiut" er som før nævnt et skib med nogle år på bagen og har derfor
ikke maskinkraft nok til at trække grejet gennem vandet med den ønskede
hastighed når det blæser. For at udføre undersøgelserne ens og dermed
kunne sammenligne resultaterne årene imellem, bliver vi også nødt til at
trawle med samme hastighed hver gang. Vi derfor leve med lidt venligt
drilleri fra fiskerne, med påstande om at vi ikke trawler fordi
biologerne er søsyge. "Det blæser jo kun 22 m/s".

At have den forklaring i baghånden passer dog de fleste i laboratoriet
vældigt fint. At stå med næsen fem centimeter fra det indvendige af en
fisk som man prøver at bestemme køn og modenhed på, kræver en vis
portion "sø-ben".

Nu har vi ligget et døgn og kun fået et slæb. Vejrudsigten lover bedre
vejr, så vi håber snart at kunne komme i gang igen.

Torskeland, - de er der stadig!

Efter at have trawlet nær ved 60 forskellige steder kom vi til den lille
banke hvor de store torsk plejer at være. For de fleste, og især dem fra
besætningen der har fisket kommercielt efter torsk, er der noget
specielt, næsten magisk over stortorsken. Derfor var luften elektrisk af
spænding som vi nærmede os banken. Er de der stadig? Er de taget et
andet sted hen?

Som de andre år, siden 2005, har der været nogle torsk i mange af
slæbene på østkysten. På denne lille banke, hvor torsken gyder, har
meterstore torsk dog stået skulder ved skulder hvert år, siden de kom
tilbage til Grønland. Skipper har fisket i Barentshavet efter torsk i
mange år, så allerede mens vi slæbte kunne han genkende de store
torskebuler på ekkoloddet. Da trawlet efter et kort slæb kom på dækket
var det med en fin portion af de gydetorsk som gerne skulle sikre
Grønlands fiskerimæssige fremtid. Armene op og stor glæde hos alle.
Armene på folkene i laboratoriet kom dog ned igen og var om aftenen en
anelse trætte efter at have håndteret de store torsk hele dagen.

Da området er meget lille vil et par trawlere lynhurtigt kunne støvsuge
dette område for torsk og vi ville ikke have glæde af afkommet fra disse
de næste mange år. Derfor har Selvstyret meget fornuftigt valgt at frede
området så vi forhåbentligt kan undgå den torskemæssige ørken vi
oplevede i 90'erne. En stor del af de torsk som netop nu fiskes
indenskærs på vestkysten, blev formentligt gydt for fem år siden i
området vi netop har besøgt.

30 hellefisk har nu egen bærbar computer

Så er vore elektroniske mærker sat på. Lige nu svømmer 30 velvoksne
sunde hellefisk rundt med et mærke der registrerer og gemmer data om
dybden, temperaturen, hvilken led hellefisken svømmer på og hvor de har
været. Det elektroniske mærke sættes på fisken der så genudsættes i
havet hvor mærket registrerer fiskens gøren og laden indtil den bliver
fanget igen og mærket returneret. På den måde får vi hellefiskens egen
blog om hvad den har lavet i mellemtiden. I området vi er i nu, er
fiskeriet langt over det anbefalede og da ingenting jo ikke er så skidt,
at det ikke er godt for noget, giver det os en bedre mulighed for at
mærkerne bliver genfanget end andre udenskærs områder.
For at sikre at hellefisken har det godt når de bliver genudsat, skal
transporten fra 1000 meters dybde til overfladen foregå så nænsomt som
muligt. Det gør vi ved at erstatte enden af trawlet med en stor
metalkasse. I denne fiskeelevator ligger hellefisken trygt og godt
indtil den får mærket påmonteret. Mens de får sat mærket på, har det
vist sig at de ligger mest roligt hvis de får en klud eller en hånd for
øjnene. Nu ved ingen hvad der foregår i hovedet på en hellefisk, men
måske tror den det er nat og ligger helt stille, for om natten der sover
alle artige hellefisk. Ja, eller – stille ligger de i hvert fald.
Vi håber først og fremmest at mærkerne kan være med til at give os
yderligere informationer om hvor den østgrønlandske hellefisk gyder og
om den udveksling af fisk der foregår over fiskerigrænserne til Island
og Færøerne som vi deler bestanden med.
Derudover kan mærkerne også levere mere "ubrugelig viden" såsom om
hellefisken svømmer på højkant som de fleste fisk eller om den svømmer
som en rigtig fladfisk. Man mistænker hellefisken for at svømme på
højkant. Både fordi den er ensfarvet på begge sider og også på grund af
det ene øjes placering hvor det kun sidder på kanten af fisken og ikke
begge på samme side som hos alle andre fladfisk.

Fødselsdag om bord

Nu kunne dette togt måske lyde som en badeferie for nogen, og for os der
kun skal være ombord nogle uger er det da også et interessant afbræk i
hverdagen. For den faste besætning er dette dog hverdag. En hverdag hvor
man har fri i 12 timer og arbejder i 12 timer. Der er visse
begrænsninger lagt på fritiden, man går fx ikke en tur i fjeldet eller
ud i haven for at beskære roser. Man er bundet til skibet. Bundet som
man er til sin familie på denne flydende ø.
I dag havde maskinmester Søren fødselsdag. Dem har han haft mange af til
søs og for alle os der kun kender Søren som en der hører til på et skib
mellem isbjerge, med pibe i munden og olie på bukserne, er det svært at
forestille sig at han også kunne gå rundt i bermudashorts og klippe græs
i en dansk sommerhave. For os hører han til på Paamiut, selvom han og
hans familie nok vil mene, at han hører til derhjemme.

Aphanopus carbo. Lokal opvarmning og historien om en varm fisk

I 2004 så vi første gang i nyere tid et grønlandsk eksemplar af denne
lange sorte fisk, som på dansk hedder Sort Sabelfisk og på latin
Aphanopus carbo. Vi fandt året efter endnu et eksemplar, derefter to
stk. i 2007 og så fem stk. i 2008. Nu her i år, hvor togtet stadig er
ved sin begyndelse, har vi allerede slået rekorden. Efter at have fået
et par enkelte, gav et slæb alene fem sabelfisk som Joakim og Bo viser
frem på billedet.

Denne fisk er mest kendt fra varmere farvande og folk der har rejst på
Madeira, Maldiverne osv. vil kende den som en lækker spisefisk, når den
har været over den åbne trækulsgrill. Så hvad er grunden til at vi nu
finder denne fisk i stigende antal? Fisker vi mere på deres
yndlingssteder? Eller er forklaringen den enkle, at vi er ved at få
vandtemperaturer, der er en charterrejse værdig? På Naturinstituttet
arbejdes der udover bestandsestimaterne af de økonomisk vigtige fisk
også med økologiprojekter, hvor vi netop studerer den slags eksempler på
at økosystemet er dynamisk med arter der kommer, mens andre forsvinder.

Den kyniske læser vil måske spørge hvad forskel det gør om vandet er
blevet lidt varmere og at vi så fanger fem mærkelige fisk flere end vi
plejer. I så fald skulle vi måske have valgt en anden fisk som eksempel.
En fisk der i de seneste år er vendt tilbage til Grønland med stort
økonomisk potentiale – Torsken. Mere om den en anden dag. Vi er stadigt
et stykke syd for det lille område hvor den udenskærs torsk befinder
sig.

Skibet er ladet med Ole Opfindere og tabt grej

I nat skete hvad helst ikke må ske. Et øjebliks uopmærksomhed fra
biologteamet og så fik vi sprunget wiren. Vi fik dermed pludseligt brug
for alt den opfindsomhed som vi, og håndværksmæssig kunnen som især
maskinchefen kunne mønstre.

Ved en uheldig fejl sprang wiren og vores et meter store planktonnet
forsvandt ned på bunden 1700 meter under os. Ærgerligt, og ekstra
ærgerligt da det så pludseligt så ud til at vi måtte stoppe indsamlingen
af vandlopper til et specialeprojekt som en biologistuderende tilknyttet
Grønlands Naturinstitut skal bruge. Gode dyr var rådne. På havgående
skibe af denne kaliber er man heldigvis vandt til at klare sig selv. Går
der et vandrør kan man ikke ringe til VVS-manden og valget står i stedet
imellem at udbedre skaden selv eller lave en lappeløsning der kan holde
til næste havnebesøg. Uheldet blev derfor efter et par hurtige
sympatitilkendegivelser opfulgt af spørgsmålet om hvad man så kunne
bruge. Noget stof blev tryllet frem, en kurv savet i stykker og fiskerne
fik surret det hele ordentligt sammen.

Fire timer senere blev planktonnettet der fremover nok bliver
markedsført som "Paamiuts-Pålidelige-Plankton-Pusher" hevet op med
masser af vandlopper i. –Stor tilfredshed til trods for at vi lige har
smidt noget dyrt grej på "Den blå hylde".

Gang i butikken

Vi er nu ankommet til de kommercielle trawleres motorvej. I dette lille
område, omkring 62 grader nord, fanges langt størstedelen af de 10 000
tons hellefisk som fiskes årligt i østgrønlandsk farvand. Normalt ligger
vi her side om side med en trawler eller to, men lige nu er her helt
stille. Ingen vind. Ingen trawlere.

At det normalt er et område yndet af de kommercielle fiskere, og at vi
for øjeblikket har det for os selv, er to ligeværdige grunde til vi
pludselig har fået mere at lave end de dage hvor der ikke kunne findes
trawlbar bund. Der er nu fisk overalt i laboratoriet og i skrivende
stund er det ene hold i gang med at måle og veje de hellefisk vi
fangede.

Bestandsestimatet der er et af produkterne af dette togt bliver
naturligvis påvirket af faktorer som fx pågående fiskeri i området.
Derfor er det godt at vi i vores vurdering af bestanden også har adgang
til masser af data fra fiskernes logbøger. Vi kan på den måde følge med
i hvordan fiskeriet udvikler sig over sæsonen og om deres fangstrater
ændrer sig.

Fantastisk stille vand og elendig bund

Dagens helt stille vejr, og dertilhørende helt flade vand, kan ikke leve
op til fordommen om det evigt dårlige vejr på østkysten. Derfor må det
være på tide at lufte endnu en udbredt holdning om det at fiske på
østkysten: "Bunden er forfærdelig". Med det udsagn tænker både skipper
og styrmand på de bundforhold som gør det svært og umuligt at trawle i
store dele af vandet ved Østgrønland. Fordommen om det forfærdelige vejr
passede ikke i dag, men til gengæld blev forventningerne til en dårlig
bund fuldt indfriet.

Så i kontrast til det fantastiske vejr har vi altså haft noget mas med
at gennemføre slæbene på de positioner vi tilfældigt har udvalgt
hjemmefra. De tre tons tunge trawlskovle, der normalt burde sørge for at
åbningen i trawlet er udspilet, gravede sig i tredje slæb dybt ned i en
meget blød bund. I næste slæb, et par sømil længere nordpå, kunne vi så
til gengæld tage store sten ud af trawlposen fra noget der selvsagt har
været en hård bund. Uden at kny sad fiskerne herefter et par timer og
ordnede trawlet mens vi sejlede videre til næste station. Strømmen
herovre er stærk og kan nemt flytte rundt på leret på bunden, så selv om
vi har kendte positioner fra sidste år, har vi ikke kunnet trawle på
disse.

Et par gange er det dog lykkedes at få gennemført et fornuftigt slæb og
så er jubelen naturligvis stor i laboratoriet når der endelig er noget
at lave efter en dag hvor fiskene ikke har stået i kø for at blive målt.

Første slæb på dækket

Fototekst: Biolog, Anja Retzel, indtaster fangstdata fra stationen
Så har nettet været i vandet første gang. Og som altid er alle spændte
på hvad der kommer med op. Er det en grønlandshaj? er nettet helt tomt?
eller har man ramt en fiskestime.? Denne gang var det nu nok hvad der må
betragtes som slæb hvor fangsten var noget under middel, og stedet vi
fisker er da heller ikke særligt eftertragtet af de kommercielle
fiskere. At vi så overhovedet fisker her, er for at have dækket hele
området - hele det udenskærs farvand fra kap farvel op til 67 grader
Nord, ikke kun de steder hvor både vi og den kommercielle fisker kender
til store koncentrationer af fisk. Af og til overraskes vi på steder
hvor ingen kommerciel trawler har været i årevis. Billedet er først
komplet når vi kender bestandens tilstand i hele udbredelsesområdet. Men
det er en historie vi kan komme nærmere ind på én af dagene når alle har
fundet deres plads og kender arbejdsopgaverne.
Det første slæb bliver traditionen tro oparbejdet af os alle 7 i
fællesskab. På den måde får alle genopfrisket hvordan det er vi plejer
at gøre og hvordan vi gør det ens fra gang til gang. Mange er studerende
og har haft adskillige eksamener til at nulstille hjernen siden sidste
togt som for de flestes vedkommende var for et år siden. Sammensætningen
af studenter er dog rigtigt god. En fin blanding af ivrige nye, meget
erfarne og endda en enkelt som var med på forrige togt og derfor har
rutinerne siddende på rygraden. Vi sejler nu mod næste slæb og fra nu af
kører vi på toholdsskift døgnet rundt.

Forvandling af vest til ost i Prins Christians Sund

Forvandlingen af Vestgrønland til Østgrønland sker smukkest igennem
Prins Christians Sund. Denne tur tværs gennem et smalt sted af Grønland
er på ca. 120 km og tager 6 timer med vores fart. Sundet som vel
egentligt mest er en kanal går igennem et landskab hvor høje bjerge står
lodret ned til vandet, og visse steder er der ikke mere end et par
hundrede meter bredt. Det ligner slet ikke et sted hvor en flere
hundrede tons tung trawler kan passere.

Falder turen en for lang, kan man undervejs underholdes af flotte
vandfald, spektakulær geologi, jævnt spredte gletsjere og den lille by
Aapillatoq hvorfra indbyggerne må have vænnet sig til det surrealistiske
syn det må være at se store trawlere og krydstogtskibe passere, relativt
lydløst, tæt forbi.

Derudover har vi også haft tid til at få gjort laboratoriet helt klar
til den første station hvor vi skal fiske om kort tid. Knivene er
slebet, kurvene er klar, vægtene kalibreret. Alle er klar til at se hvad
trawlet bringer på dækket.

Sa kom vi afsted

Lige nu har vi forladt Qaqortoq og er på vej mod østkysten. De første
steder vi skal fiske ligger lige syd for Prins Christians Sund, så vejen
dertil går igennem den flotte kanal som skærer sydspidsen af Grønland
over.

Togtet vi netop har startet, er et kombinationstogt hvor vi skal
bestemme den østgrønlandske mængde af torsk og rejer på det lave vand
(50-600 meter) og mængden af hellefisk på det noget dybere vand
(400-1500). Ombord er vi 20 mand, fordelt på: En kaptajn, en styrmand,
en maskinchef, en maskinmester, 7 fiskere, en kok, en messepige og
endelig er vi 7 biologer og lignende i laboratoriet. Indtil vi ankommer
til Tasiilaq om 19 dage vil skibet fiske i døgndrift og vi arbejder
derfor i toholdsskift i 6 timer af gangen. Dvs. 6 timers arbejde afbrudt
af 6 timers hvile hvorefter der arbejdes 6 timer igen.

Vi sejler med Grønlands største forskningsskib, R/V Paamiut, en god
gammel KGH-trawler fra 1971, som fra først i 90'erne har fungeret som
undersøgelsesskib for Grønlands Naturinstitut. Skibet har ry for at
ligge godt i bølgerne, og det er også hvad studenterne gentager, som et
mantra for sig selv og til hinanden, mens de lytter til vejrudsigten på
broen. Farvandet øst for Grønland kan være barskt, men i august har vi
før haft hele togter med fladt vand.

Inden dette togt startede, er vestkystens rejebestand blevet dækket af
tre togter og Grønlands Naturinstitut vil når året er omme have
gennemført 7 udenskærs togter og prøvefisket mere end 500 forskellige
steder fra Upernavik rundt om kap farvel til nord for Tasiilaq.

Nu er vi på vej og kortcomputeren på broen fortæller at om alt går vel,
vil vi komme til at trawle en gang torsdag eftermiddag

Blog fra togt

Grønlands naturinstituts skib Paamiut er på togt i østgrønlandsk farvand
for at vurdere bestandsstørrelsen af hellefisk, torsk og rejer.
Herudover foretages flere forskningsprojekter, bl.a. skal hellefisk
mærkes med elektroniske mærker. Togtleder og biolog ved Grønlands
Naturinstitut, Kaj Sünksen, blogger fra togtet i perioden 4. -22.
august.