tirsdag den 9. august 2011

Naturinstituttets torskelotteri - gevinst hver gang!


I dag har vi mærket torsk. Når vi skal mærke, tager vi et slæb, når der er torskelignende udslag på loddet – helt uden for rækken af udlagte stationer. Det hjælper lidt på det psykiske arbejdsmiljø, når Ole Jakob eller Jakob en enkelt gang selv kan bestemme, hvor trawlposen skal ud. Det hjælper også, at det er torsk.

Vi har desværre ingen kontrol over den medfart, torskene får i trawlen på vejen fra bunden til overfladen. Resten af vejen fra trawldæk til mærkning forsøger vi dog at gøre så nænsom som mulig – men det er svært, og mange torsk overlever ikke. De torsk, der ser ud til at have klaret turen og stadig er ved deres fulde fem, sætter vi i et stort kar med vand, hvor vi kan holde lidt øje med, om de er ok, eller om de bare simulerer. Fisk, der ser helt friske ud, mærker vi.

Vi mærker på lavteknologisk vis på samme måde, som man prismærker tøj i Ole's Varehus: Med en "prismærkepistol" skyder vi tværstangen (den del, der altid ender med at blive siddende inde i kraven på blusen) på et T-formet plastik-"anker" ind under rygfinnen på de udvalgte torsk. Tværstangen sidder nu fast i fisken, mens den lange del af T'et stikker ud. Denne del bærer selve mærket: et cylindrisk gult plastikstykke påtrykt et nummer og Naturinstituttets telefonnummer. Mærket minder i facon og størrelse om et sammenrullet lod af den slags, man kan finde i en tombola. Den afgørende forskel på sidstnævnte og fiskemærket er, at lodderne i Naturinstituttets torskelotteri giver gevinst hver gang i form af kontant udbetaling!

Vi registrerer længder og noterer mærkenumre og sætter de mærkede fisk ud igen via en sliske og en lem i skibssiden. Dagens mærketorsk er nok en kende forvirrede, men forhåbentlig i nogenlunde samme stand som før de røg ind i lotteriet. Vi mærkede ca. 400 torsk. Håbet er selvfølgelig, at nogen efter en passende tid vil fange fiskene og returnere mærkerne til Grønlands Naturinstitut, så vi kan se, hvor de er svømmet hen. Hvis de da overhovedet er svømmet nogen steder: Naturinstituttet modtog for kort tid siden mærker fra to torsk, der var fanget i samme slæb på samme sted, hvor de for to år siden blev mærket på samme tidspunkt. Hvor de har været i mellemtiden, ved vi selvfølgelig ikke, men det er da tankevækkende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar