Det er lidt af et lotteri, når man smider en trawl ud på mange hundrede meter vand. Man står hver gang med en vis forventning, og man kan gribes af en mild Lotto-feber. For det meste er der (mere) arbejde i posen. Længere sydpå var vi f.eks. de heldige vindere af et slæb med mere end to tons små rødfisk.
En af de bedre præmier er dyr som havlampretten, der i alle henseender er i særklasse, så selv om vi fangede den længere mod syd, fortjener den at komme med i dette års blog. Den er også en usædvanlig fangst, fordi man ville forvente at finde den i farvand længere mod øst. Men som andre fiskearter er også den blevet en tilbagevendende gæst på Pâmiut de seneste år. Tidligere var havlampretten i Grønland kun kendt fra tre eksemplarer, der i 1923 blev fundet fastsuget til et skib (et ufatteligt ringe valg af bytte eller en smart måde at blive transporteret på).
Havlampretten kan minde lidt om en ål, men er en helt anden slags fisk. Den tilhører en af de ældste former for hvirveldyr, og lampretters munddele er kendt fra forsteninger, der er mere end 350 millioner år gamle. I stedet for gællelåg har lampretter syv huller ind til gællerne, og skelettet er lavet af brusk (lige som hajernes). Men den mest iøjnefaldende forskel på almindelige benfisk og lampretter er nok, at lampretter ikke har kæber. I stedet har de en rund sugemund (med en imponerende sugestyrke), som de suger sig fast på fisk eller havpattedyr med. Når lampretten sidder fast, rasper den hul på sit offer med mundens horntænder, hvorefter den udskiller et stof, som opløser kødet og forhindrer blodet i at størkne. Så er der flydende kost, så længe det varer.
Voksne havlampretter lever i saltvand, men de er "anadrome" fisk lige som laksen, dvs. de vender tilbage til det vandløb, hvor de er klækket, for at gyde. De unge havlampretter ("hørål") har ikke sugemund og ligner ikke de voksne. De lever op til mere end 18 år i vandløb, hvor de spiser smådyr og mikroskopiske alger. Siden forvandler de sig og svømmer ud i havet for at leve af blod og blive kønsmodne.
Mange vil nok mene, at havlampretten er et "ulækkert" dyr, og havde Ekstrabladet skrevet overskriften, havde der nok sneget sig et "k" ind som det fjerde bogstav i navnet. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene eller fisken på sugemunden. Havlamprettens kød er fedt og godt. De gamle romere satte stor pris på det, og den engelske dronning Elisabeth må også synes om det, da der blev serveret havlampret ved hendes kroning i 1953. Grønland kommer dog næppe til at levere havlampret til hverken romere eller den engelske kongefamilie. Med de få stykker, vi finder i løbet af sæsonen, bliver den aldrig en eksportartikel.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar