mandag den 1. august 2011

Is, is og is - og blankt vand og sol


Vi havde store problemer med at komme rundt om Kap Farvel. Isskosser overalt og tæt tåge. Så vi zigzaggede os langsomt gennem isen og til sidst ud af den - i den forkerte retning. Det var umuligt at komme igennem til vores første fiskestation. Vi kunne se på radaren, at vi ikke var de eneste, der zigzaggede i havet omkring Kap Farvel. Der har nok været enkelte nervøse turister et sted ude i tågen.

Den første station måtte vi lade ligge bag isen, men vi nåede da – med stor forsinkelse – at tage en enkelt station søndag, inden klokken var så mange, at vi måtte stoppe for dagen. På de første mange stationer fisker vi med rejetrawl og er kun aktive i dagtimerne. Længere mod nord fisker vi også på dybt vand om natten (efter hellefisk) og vil derfor være i gang døgnet rundt.

Her mandag over middag har vi kun fået tre slæb med små mængder rødfisk (udelukkende Stor - eller Gylden - rødfisk, Sebastes marinus) og pæne portioner torsk. Der har dog været rigeligt at se til, da vi skal tage vævsprøver af netop rødfisk og torsk og registrere mange mål på disse arter.

Vejr og vand er nu, som det skal være. Til morgen var havet blankt og stille som en oliepøl, og det er stadig stille vejr med høj sol. Det passer helt fint til det østgrønlandske landskab i baggrunden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar