Togt 4 takker af i Reykjavik

To en halv uge med vand så fladt som en pandekage og godt vejr i det hele taget er mere end nogen med rimelighed kan forlange af en tur i Danmark Strædet. Ikke ét seriøst vindpust har vi haft (før vi i går ramte islandsk farvand).

Nogle af studenterne på togt 4 har undret sig over, at man får penge for at være med Pâmiut, men det ér også overvældende at være der ude, hvor der kun er én kanal, og det hele er ægte 3D. Det kan til tider virke helt uvirkeligt. Vi har flokke af finhvaler, delfiner, prustende kaskelotter, springende spækhuggere, ubeskriveligt smukke solnedgange og hyggeligt samvær med alle om bord med hjem i bagagen. Og det fylder langt mere i hukommelsen end poser med svampe og endeløse rækker af fisk.

Slet ikke uvæsentligt har vi også en database med friske data for fisk og rejer øst for Grønland. Data er allerede overført til Grønlands Naturinstitut, hvor de skal analyseres, og på et eller andet tidspunkt vil andre, på baggrund af resultaterne, fortælle landets forvaltere, hvordan torsk, hellefisk, rødfisk og rejer ser ud til at have det på disse kanter.

Det har også i år været en fornøjelse at sejle med Pâmiut og hendes besætning. Vi er heldige at have skibsførere og fiskere, der accepterer og forstår, hvad vi laver, og som hjælper med overalt – det være sig journalskrivning på broen eller fiskesortering ved transportbåndet. Det er vigtigt for gennemførelsen af Naturinstituttets togter.

Holdet på togt 4 takker af i Reykjavik efter at fisket på lidt over 100 positioner langs den østgrønlandske kyst og vender tilbage til hverdagen i land. Tak for både ophold og behandling om bord.

Hav-lampretten

Det er lidt af et lotteri, når man smider en trawl ud på mange hundrede meter vand. Man står hver gang med en vis forventning, og man kan gribes af en mild Lotto-feber. For det meste er der (mere) arbejde i posen. Længere sydpå var vi f.eks. de heldige vindere af et slæb med mere end to tons små rødfisk.

En af de bedre præmier er dyr som havlampretten, der i alle henseender er i særklasse, så selv om vi fangede den længere mod syd, fortjener den at komme med i dette års blog. Den er også en usædvanlig fangst, fordi man ville forvente at finde den i farvand længere mod øst. Men som andre fiskearter er også den blevet en tilbagevendende gæst på Pâmiut de seneste år. Tidligere var havlampretten i Grønland kun kendt fra tre eksemplarer, der i 1923 blev fundet fastsuget til et skib (et ufatteligt ringe valg af bytte eller en smart måde at blive transporteret på).

Havlampretten kan minde lidt om en ål, men er en helt anden slags fisk. Den tilhører en af de ældste former for hvirveldyr, og lampretters munddele er kendt fra forsteninger, der er mere end 350 millioner år gamle. I stedet for gællelåg har lampretter syv huller ind til gællerne, og skelettet er lavet af brusk (lige som hajernes). Men den mest iøjnefaldende forskel på almindelige benfisk og lampretter er nok, at lampretter ikke har kæber. I stedet har de en rund sugemund (med en imponerende sugestyrke), som de suger sig fast på fisk eller havpattedyr med. Når lampretten sidder fast, rasper den hul på sit offer med mundens horntænder, hvorefter den udskiller et stof, som opløser kødet og forhindrer blodet i at størkne. Så er der flydende kost, så længe det varer.

Voksne havlampretter lever i saltvand, men de er "anadrome" fisk lige som laksen, dvs. de vender tilbage til det vandløb, hvor de er klækket, for at gyde. De unge havlampretter ("hørål") har ikke sugemund og ligner ikke de voksne. De lever op til mere end 18 år i vandløb, hvor de spiser smådyr og mikroskopiske alger. Siden forvandler de sig og svømmer ud i havet for at leve af blod og blive kønsmodne.

Mange vil nok mene, at havlampretten er et "ulækkert" dyr, og havde Ekstrabladet skrevet overskriften, havde der nok sneget sig et "k" ind som det fjerde bogstav i navnet. Men man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene eller fisken på sugemunden. Havlamprettens kød er fedt og godt. De gamle romere satte stor pris på det, og den engelske dronning Elisabeth må også synes om det, da der blev serveret havlampret ved hendes kroning i 1953. Grønland kommer dog næppe til at levere havlampret til hverken romere eller den engelske kongefamilie. Med de få stykker, vi finder i løbet af sæsonen, bliver den aldrig en eksportartikel.

Hvorfor er mange marine dyr orange eller postkassefarvede?

Det er tydeligt, at alle dyr og planter har deres egne farver. På landjorden er det hovedsageligt økologiske og fysiologiske faktorer, der har indflydelse på farver i gule, orange og blå blomster, træers grønne blade og isbjørnens hvide pels. Men ser man på marine organismer, er det slående, at der er så få farver. Bortset fra en del grønalger findes der kun få grønne eller gule organismer i det nordlige Atlanterhav. Fisk er enten sølvfarvede (som silden), grå, brune eller sorte (som hellefisken og mange dybhavsfisk). Den eneste "rigtige" farve, vi ser, er rød.

På Pâmiut får vi mange dyrearter, der er røde eller lyserøde: Der er den almindeligt kendte rødfisk, hvis navn siger det hele. Mange rejer er helt eller delvist røde, og nogle vandmænd er også røde. Så er der vågmæren (se omtalen i sidste års blog), som bliver op til 250 cm lang. Den er sølvfarvet, men har en flot rød "manke", der løber fra hoved til hale. Så spørgsmålet er, hvorfor der er så mange røde organismer i havet?

Svaret skal findes i to fysiske effekter. Den første er ikke noget mysterium: Sollys, der stråler lodret ned i havet, forsvinder gradvist med tiltagende dybde. Under ca. 900 meter er der fuldstændig mørkt, og intet oplyses af solen. Mørke rovdyr, der kommer nedefra, er ikke synlige for deres byttedyr. Mange fiskearter er sorte eller mørke. Derfor må det være vigtigt for marine organismer at være usynlige.

Med hensyn til røde organismer må man tænke på, at sollys består af et spektrum af lys af forskellige bølgelængder, som er synlige for os. Det er det andet faktum. Vi kan f.eks. se lys med bølgelængder fra ca. 350 nanometer (blåt lys) til ca. 750 nanometer (rødt lys). Lys med kortere eller længere bølgelængde kan vi ikke opfatte. Når sollys stråler ned i vand, forsvinder lys af forskellige bølgelængder ikke lige hurtigt. Langbølget – dvs. rødt – lys absorberes allerede i de øverste vandlag.

Havets største dybder kan kun nås af kortbølget lys, som vi opfatter som blåt. Hvis det røde lys forsvinder i de øverste vandlag, er alt, der er rødt, ikke synligt derunder. Rejerne, vågmærens manke og rødfiskene kan ikke ses. Hvorfor er det vigtigt for disse dyr? Fisk spiser andre fisk eller andre organismer, der lever i vandsøjlen, såvel som plankton. Hvis et rovdyr er usynligt for sit bytte, mindskes dets reaktionstid. Det øger rovdyrets succesrate. På den anden side er rødfarvede byttedyr som små rejer usynlige for rovdyrene, og rovdyrene er desuden ofte selv byttedyr for større rovdyr. Så farven rød er en strategisk faktor i en marin gemmeleg.

Man kan konkludere, at den røde farve i marine organismer ikke er tilfældig. Den kommer af det fysiske forhold, at lys af forskellig bølgelængde absorberes forskelligt med stigende vanddybde. De korte bølgelængder når større dybder end de længere. Denne effekt påvirker mange marine organismers farve.

(Skrevet af Hauke Bietz, om bord på Pâmiut.)

Dohrn igen...

Søndagen er gået med de nordligste stationer, hvor vandet er meget koldt. Vi har målt temperaturer ned til 0,3° C ved bunden. Det er så koldt, at mange af de arter, vi har fundet på vej mod nord, forekommer i meget lavere antal eller er forsvundet og erstattet af andre. Fangsterne er også mindre. Hellefisken og rødfiskene er her stadig i små mængder, men flere arter af knurulke, halvulke, polarstorsk og især ålebrosmer er blevet mere hyppige. Ålebrosmer desværre, for de kan være en sand pine at artsbestemme.

Interessant nok finder vi også enkelte pænt store torsk, hvor vandet er lige over 1° C: 63, 74, 86, 93 og 108 cm i de nordligste slæb. Maverne er fyldt med store, grå tanglopper, som vi også finder i store mængder i nettet.

Rejerne har også ændret sig. Dybhavsrejen er jo først han og skifter siden køn og bliver hun. Her oppe i kulden er rejerne meget gamle og store, før de bliver hunner. Vi finder derfor forholdsvis mange, meget store hanner (nogle større end de fleste hunner på vestkysten) og færre hunner, som til gengæld er gigantiske og meget flotte. En anden forskel fra sydligere områder er, at langt færre rejehunner gyder. De, der gør, er i gang i øjeblikket og har anlagt smukt blågrøn rogn mellem bagkroppens svømmeben.

Der er dog langt imellem rejerne, hvor vi har været i dag. I aften vil de imidlertid ligge meget tæt på franskbrødet i messen.

Dohrn Banke og historiens vingesus

I går sejlede vi tæt på den position, hvor vraget af det engelske slagskib "H.M.S. Hood" ligger sydvest for Dohrn Banke. Skibet blev under 2. verdenskrig sænket af det tyske "Bismarck", og flere tusind mand omkom. Det var en speciel fornemmelse at være så nær stedet, og man føler ikke rigtig, at bundtrawling er en passende aktivitet på de kanter. Stationsudlægningen gav os heldigvis hverken etiske eller tekniske problemer (et vrag har det med at holde godt fast i en trawl).

Området er heller ikke godt at fiske i med Pâmiuts rejetrawl. Bunden er meget blød, så vi har måttet lede efter passende steder at omplacere flere stationer. Det er ikke altid lykkedes, selv om vi har sejlet mange, mange sømil. Når trawlen endelig har været på bunden, har der af og til været store torsk i. Ikke så mange, men pænt store (enkelte over en meter lange). Der har også været rejer. Pænt store, men ikke så mange.

I øjeblikket er vi på vej mod de nordligste stationer på 67 grader nord. Derefter går vejen østover mod Island, hvor vi forventer at være på onsdag. I mellemtiden gør vi, hvad vi kan, for at "udrydde" stationer og give togt 5 så meget tid som muligt til arbejdet på Pâmiuts hjemtur til Nuuk. De kunne jo få dårligt vejr undervejs.

Makrel...

Det var ikke uventet, at den ville dukke op på et eller andet tidspunkt. Men nok ikke i den indpakning.

En 64 cm lang hellefisk havde helt tydeligt fået en god morgenmad; bugen var grotesk stor. Da vi lukkede op, dukkede den så op – makrellen. Meget lidt fordøjet, ca. 30 cm lang og – som billedet viser – umiskendeligt en makrel.

Den må altså være her et eller andet sted over Dohrn Banke. Det er første gang, vi ser makrel på Pâmiut. Historien fortæller også, at hellefisken jager i de frie vandmasser, og at den er lynhurtig. Man skal have de marine pigsko på for at fange disse hurtigtsvømmende makreller. Da Pâmiut ikke rigtig fisker i de frie vandmasser (kun på vej op og ned) og absolut ikke er hurtig, kommer vi her om bord sikkert kun til at se makrel i maven på hurtige rovfisk. Tak til dem.

Koraller

Af den del af dyreriget vi kalder "hvirvelløse dyr", dvs. dyr uden rygrad (som f.eks. krebsdyr,muslinger, blæksprutter og orme), registrerer vi normalt kun rejer, krabber og blæksprutter i Pâmiuts fangster. I løbet de sidste par år er vi dog begyndt at registrere en anden gruppe af mere primitive hvirvelløse dyr: koraller. "Primitiv" betyder i denne forbindelse, at koraller er en meget gammel dyregrupper, der menes at have beboet havene den sidste halve milliard år. Mere avancerede organismer som rejer, krabber og blæksprutter er kommet til i en langt senere periode af jordens historie. Og endnu senere er så hvirveldyr som fisk og pattedyr kommet. Det er i hvert fald den model, hovedparten af den videnskabelige verden hælder til.

Hvorfor skal vi så lige registrere koraller? Det skal vi, fordi det grønlandske rejefiskeri håber på at blive godkendt som "bæredygtigt" af MSC (Marine Stewardship Council) - en privat organisation, der efterhånden ikke er til at komme uden om, hvis man vil kunne blive ved med at sælge sine fiskeprodukter til miljøbevidste forbrugere på verdensmarkedet. Hvis man ser på MSC's hjemmeside (http://www.msc.org/), kan man se, hvad organisationen mener med godkendelsen Så kan man jo vurdere, om man næste gang bør overveje at vælge noget af den MSC-mærkede fiskekonserves, som også fås i de grønlandske butikker.

I MSC's vurdering indgår det grønlandske rejefiskeris påvirkning af andre dyr, der også lever på bunden – f.eks. koraller. Koraller har jo det "problem", at de ikke kan bevæge sig, fordi de enten er stukket ned i bundens mudder som lys i en lagkage eller sidder fast på sten og klippeblokke. De er derfor relativt udsat for en tung trawl, der trækkes hen over bunden. Både store (> 1 m) og små (< 5 cm)  grønlandske koraller kan blive samlet op af bundtrawl. Vi registrerer korallerne, for at man kan få et indtryk af, hvor tæt de står på bunden, og hvilke arter det drejer sig om. Så er det op til andre at afgøre, om det har betydning blandt de forhold, der danner grundlag for MSC-certificeringen af det grønlandske rejefiskeri.

Vi fisker på dette togt i mange områder, hvor der normalt ikke fiskes, eller hvor fiskeritrykket er lavt, og vi fanger ikke mange koraller. Det er mest meget små eksemplarer (5-10 cm høje), men af og til – specielt i områder med mange svampe – også ganske store koraller som den lyserøde "tyggegummi"-koral på billedet (krabben er knapt 5 cm bred over skjoldet).

PS. De sidste par dage har vi fisket syd for Tasiilaq. Vi fanger en del rødfisk. Af og til er de meget små (14-25 cm) og udgør ikke meget mere end 10-30 % af fangsten. Resten er svampe. Man kan meget vel forestille sig, at denne kombination skyldes, at de små rødfisk finder beskyttelse mellem svampene. Det må vi så bøde for på dækket og ved sorteringsbåndet.

Naturinstituttets torskelotteri - gevinst hver gang!

I dag har vi mærket torsk. Når vi skal mærke, tager vi et slæb, når der er torskelignende udslag på loddet – helt uden for rækken af udlagte stationer. Det hjælper lidt på det psykiske arbejdsmiljø, når Ole Jakob eller Jakob en enkelt gang selv kan bestemme, hvor trawlposen skal ud. Det hjælper også, at det er torsk.

Vi har desværre ingen kontrol over den medfart, torskene får i trawlen på vejen fra bunden til overfladen. Resten af vejen fra trawldæk til mærkning forsøger vi dog at gøre så nænsom som mulig – men det er svært, og mange torsk overlever ikke. De torsk, der ser ud til at have klaret turen og stadig er ved deres fulde fem, sætter vi i et stort kar med vand, hvor vi kan holde lidt øje med, om de er ok, eller om de bare simulerer. Fisk, der ser helt friske ud, mærker vi.

Vi mærker på lavteknologisk vis på samme måde, som man prismærker tøj i Ole's Varehus: Med en "prismærkepistol" skyder vi tværstangen (den del, der altid ender med at blive siddende inde i kraven på blusen) på et T-formet plastik-"anker" ind under rygfinnen på de udvalgte torsk. Tværstangen sidder nu fast i fisken, mens den lange del af T'et stikker ud. Denne del bærer selve mærket: et cylindrisk gult plastikstykke påtrykt et nummer og Naturinstituttets telefonnummer. Mærket minder i facon og størrelse om et sammenrullet lod af den slags, man kan finde i en tombola. Den afgørende forskel på sidstnævnte og fiskemærket er, at lodderne i Naturinstituttets torskelotteri giver gevinst hver gang i form af kontant udbetaling!

Vi registrerer længder og noterer mærkenumre og sætter de mærkede fisk ud igen via en sliske og en lem i skibssiden. Dagens mærketorsk er nok en kende forvirrede, men forhåbentlig i nogenlunde samme stand som før de røg ind i lotteriet. Vi mærkede ca. 400 torsk. Håbet er selvfølgelig, at nogen efter en passende tid vil fange fiskene og returnere mærkerne til Grønlands Naturinstitut, så vi kan se, hvor de er svømmet hen. Hvis de da overhovedet er svømmet nogen steder: Naturinstituttet modtog for kort tid siden mærker fra to torsk, der var fanget i samme slæb på samme sted, hvor de for to år siden blev mærket på samme tidspunkt. Hvor de har været i mellemtiden, ved vi selvfølgelig ikke, men det er da tankevækkende.

Svampe - igen...

Sydøst for Kleine Banke har vi til formiddag været plaget af bund, vi absolut ikke har kunnet fiske på. Vi har måttet opgive tre stationer og flytte en. Tidligt på eftermiddagen fik vi dog et slæb sydvest for banken, og der var måske ikke ligefrem gevinst, men i hvert fald noget i nettet: adskillige tons svampe, som vi opgav at få ud af trawlen på anden måde end at hælde det hele ud, den vej det kom ind. Fuglene var glade for bifangsten af rødfisk og store rejer.

Pycnogoniderne

Havet er fuldt af almindelige dyr, som de fleste mennesker hverken har set eller hørt om. Havedderkoppen er et af dem.

De fleste havedderkopper – eller pycnogonider – er under en centimeter store, men ved begge poler og i havets dybeste dele kan de have et benspænd på op til næsten en halv meter i diameter. Her ved Grønland fanger vi eksemplarer med benspænd på 30-40 cm, hvilket altså er i den absolutte verdenselite. Som regel finder vi smukt gule dyr, som man ved første øjekast er lige ved at kassere som plastikaffald. De ligner noget fra legetøjsafdelingen for "vi leger med ikke-eksisterende uhyrer fra en anden galakse", og man forventer næsten at finde et rum til batteriet og et "Made in China", når man vender et eksemplar om.

Havedderkopper ér faktisk i familie med almindelige edderkopper, men slægtskabet er så langt ude, at biologerne ikke er helt enige om klassifikationen. De har bl.a. de otte ben til fælles. Dog kun til en vis grad, idet man kender havedderkopper med både fem og seks par ben, hvilket ingen edderkopper har. Havedderkopper lever af andre bunddyr som koraller, svampe og orme.

Forplantningen hører også til i den mere specielle afdeling. Kønsorganerne ligger i kropshulen, men strækker sig langt ud i benene, som har mange kønsåbninger. Når hunnen gyder æggene, befrugtes de af hannen, som samtidig samler æggene op og placerer dem i runde klumper på nogle specielle "ægben" forrest på kroppen. Her er det altså hannen, der tager forældreorloven og passer børn, ind til de er store nok til at flytte hjemmefra. Billedet viser netop en lille (15 cm) han med fem mørke ægklumper. Den kom desværre ikke længere med projektet og sidder nu i tørret tilstand på laboratoriets loft og venter på, at nogen skal opdage den.

PS. I går fik vi et slæb med 1½ ton rødfisk, hvoraf mere end 200 kg var meget store fisk (omkring 60 cm; enkelte op til 70-80 cm). Det er meget usædvanligt at få så mange store rødfisk i et slæb. Rødfisk vokser meget langsomt og er meget længe (30-40 år og mere) om at nå den størrelse.

Der er gode grunde til at have et godt billede af hele fiskefaunaen

Grønlands Naturinstitut har fra starten af de årlige fiskeriundersøgelser med trawlere af Pâmiut-klassen registreret mål og vægt på stort set alle fisk og rejer, der er fanget under togterne. Adskillige biologer og mange studentermedhjælpere har arbejdet i døgndrift på sommertogterne for at måle og veje. Det er ind imellem ganske hårdt arbejde (det vil togt fires hold gerne skrive under på). Man bliver træt af fisk og rejer og nogle gange – hvis det er rigtig dårligt vejr – af tilværelsen generelt. Men alle er ind til nu kommet igennem med livslysten i behold.

Grønlands Naturinstitut har som resultat af det hårde arbejde en database med mere end to årtiers registreringer af de fiske- og krebsdyrarter, der er så vigtige for et land som Grønland. Både de kommercielt vigtige arter og disse arters fødegrundlag.

Da man begyndte på fiskeriundersøgelserne var hovedformålet at frembringe et datagrundlag for den videnskabelige rådgivning for kommercielle fisk og rejer. Det er det stadig. Men i en tid hvor man arbejder ihærdigt på at spore effekten af klimaændringer i naturen, har Naturinstituttets surveydatabase fået en helt ny betydning: Databasen giver en unik mulighed for at spore ændringer i den marine fiskefauna omkring Grønland i en periode på mere end tyve år. Det benytter man sig bl.a. af i et større EU-finansieret projekt (ATP, "Arctic Tipping Points"), som har til formål at finde eventuelle "vendepunkter" (eller "tipping points"), hvor faunaen ændrer sig pga. klimarelaterede ændringer i det omgivende miljø (man kan læse om ATP-projektet på Grønlands Naturinstituts hjemmeside – http://www.natur.gl/ – under klimacenteret).

Det har altså vist sig at være en god ide fra starten at registrere ikke blot de kommercielt vigtige arter, men også "bifangsten". Vi kan især takke nogle af instituttets tidligere biologer – Per Kanneworff og Dan Carlsson – for at have forstået betydningen af systematisk indsamling.

Selv om tyve år kan synes ganske længe, er dataserien måske utilstrækkelig til at afsløre "vendepunkter". Her gælder reglen: jo længere, jo bedre. For at øge (og bevare) dataseriens værdi er det derfor vigtigt, at man også i fremtiden fortsætter registreringerne af alt, der kommer op i trawlen.

Vi fortsætter i øjeblikket arbejdet og har lige forladt et område med dybe hellefiskestationer syd for Skjoldungen Banke omkring 63°N, hvor der er kommercielt fiskeri efter hellefisk. Vi har hevet data ud af hundredevis af fisk og har nu et ganske pænt billede af, hvordan både hellefiskebestanden og fiskefaunaen i øvrigt er sammensat netop her.

R/V Paamiut som arbejdsplads

R/V Pâmiut er en ombygget torsketrawler fra det hedengangne KGH. Da vi for ca. 20 år siden foretog det første togt med en trawler af denne klasse var det med Elias Kleist – som nu er lige så hedengangen som KGH, da den ligger på flere hundrede meter vand et sted i Skov Fjord (en eller anden glemte at dreje før et skær).

Elias Kleist var taget lige ud af det kommercielle fiskeri og var absolut ikke gearet til andet. Vi var tre fra Grønlands Fiskeriundersøgelser – forløberen for Grønlands Naturinstitut – som kæmpede en brav kamp for at få målt og vejet de enorme fangster af fisk og rejer fra de timelange slæb, der døgnet rundt kom op. Vi måtte arbejde i skibets fabrik og havde hverken borde eller computere, men måtte finde steder vi kunne sidde med vores papirer og blyanter i de 18-20 af døgnets timer, vi arbejdede. Vi blev vist alle et par år ældre i løbet af togtet.

Med det i hukommelsen er Pâmiut en drøm at arbejde på. Fabrikken er ombygget til vores behov, så vi let kan sortere og veje fangsten, og i bagbords side har vi tre laboratorier i forlængelse af fabrikken: to vådlaboratorier og et tørlaboratorium.

Vi sorterer først fangsten i fabrikken og vejer derefter hver enkelt art på en passende vægt. Til det formål råder vi i fabrik og laboratorier over et antal elektroniske vægte, der kan veje med forskellig finhed, og som alle kan veje, selv om skibet bevæger sig. Det er et fremskridt i forhold til de fjeder- og bismervægte, vi anvendte på Elias Kleist. Det er laboratoriernes computere absolut også. Hvert laboratorium har mindst én computerarbejdsplads med skærm og tastatur, der står i direkte forbindelse med computerne i tørlaboratoriet. Så næsten alle måledata kan tastes direkte ind i vores database, selv om fisk og vand flyver gennem luften.

Det ene vådlaboratorium (billedet) er stort set vandfast. Her håndteres de store fisk som torsk og hellefisk, og her udføres i det hele taget alt arbejde, der bagefter kræver oprydning med en brandslange. Det andet vådlaboratorium er mindre fugtigt. Her kan vi også arbejde med våde fisk og rejer, men den ene side af laboratoriet rummer også en arbejdsplads med mikroskop og en del bøger, så vi passer lidt på med vandet. Her vejer og måler vi de mindre prøver af fisk og blæksprutter og sorterer rejeprøven, når vi har fået rejer i trawlen.

Som navnet antyder, bruges tørlaboratoriet til de aktiviteter, der ikke kræver eller tåler vand, og her står bl.a. de fem computere, der registrerer længdemål, vægte, køn osv. Laboratoriet bruges også til at måle rejer og til alt andet "tørt" arbejde.

Alt i alt har vi ikke så meget at klage over, men Pâmiut er efterhånden en meget gammel dame, som nok vil virke endnu ældre, når afløseren for Naturinstituttets andet skib, Adolf Jensen, er klar i 2012. Men ind til videre fungerer hun, og det varer nok et par år, før også hun hører til de hedengangne (vi satser på, at skipper i mellemtiden husker at dreje før eventuelle skær).

Is, is og is - og blankt vand og sol

Vi havde store problemer med at komme rundt om Kap Farvel. Isskosser overalt og tæt tåge. Så vi zigzaggede os langsomt gennem isen og til sidst ud af den - i den forkerte retning. Det var umuligt at komme igennem til vores første fiskestation. Vi kunne se på radaren, at vi ikke var de eneste, der zigzaggede i havet omkring Kap Farvel. Der har nok været enkelte nervøse turister et sted ude i tågen.

Den første station måtte vi lade ligge bag isen, men vi nåede da – med stor forsinkelse – at tage en enkelt station søndag, inden klokken var så mange, at vi måtte stoppe for dagen. På de første mange stationer fisker vi med rejetrawl og er kun aktive i dagtimerne. Længere mod nord fisker vi også på dybt vand om natten (efter hellefisk) og vil derfor være i gang døgnet rundt.

Her mandag over middag har vi kun fået tre slæb med små mængder rødfisk (udelukkende Stor - eller Gylden - rødfisk, Sebastes marinus) og pæne portioner torsk. Der har dog været rigeligt at se til, da vi skal tage vævsprøver af netop rødfisk og torsk og registrere mange mål på disse arter.

Vejr og vand er nu, som det skal være. Til morgen var havet blankt og stille som en oliepøl, og det er stadig stille vejr med høj sol. Det passer helt fint til det østgrønlandske landskab i baggrunden.