Lidt mere om dybhavsrejen "Pandalus borealis"

Rejer findes længere mod nord, end vi når på vore togter. Af de tibenede krebsdyr er rejerne i den røde dybhavsrejes familie de mest kuldetolerante og kan faktisk tåle underafkølet vand (dvs. vand, der er så koldt, at det egentlig burde være frosset, men stadig holdes i flydende tilstand på grund af sit saltindhold og det tryk, der hersker på store dybder). Det hænger sammen med, at rejerne er gode til at regulere magnesiumbalancen i blodet, og bl.a. derfor findes rejer langt ind i de polare områder. Har man kun set søkogte dybhavsrejer, kan man have svært ved at forestille sig, at de hårde, lyserøde klumper i frostposen engang har været farvestrålende og yndefulde dyr. Men det har de! En levende dybhavsreje har en klart rød, gennemsigtig farve, som desværre ikke holder til kogning og frost. Foran dyret vifter et par lange antenner graciøst, og ved grunden af dem sidder øjne, der kan have et smukt grønligt skær, når lyset endelig falder på dem. Som for at understrege elegancen understøttes dyret af fem par lange, tynde ben, der ser ud til at kunne knække ved den mindste berøring - hvilket de så også gør, når de er frosset...

Til at holde den lidt vovede konstruktion på højkant har rejerne i deres antenner et par balanceorganer, som fungerer efter samme princip som øresten i fiskenes indre øre: To små kamre med hver sin lille "sten", der balancerer på følsomme hår og fortæller rejen, hvad der er op og ned i mørket. Disse øresten vokser i en fisk med et lag om året og giver mulighed for, at man kan aflæse fiskens alder direkte (som årringe i en træstub). Det samme er ikke tilfældet med en reje.

En reje – og andre krebsdyr – er i princippet et dyr i rustning (= skallen), og befinder man sig i en rustning, kan man ikke vokse ud over rustningens størrelse. Når en reje bliver for stor til sin skal, er den derfor nødt til at skifte den ud med en ny. Det gør den ved at smøge den gamle skal af og "puste sig op" med vand, så den nye skal, der ligger klar som en blød "fleece" under den gamle, hærder i en passende størrelse med plads til at vokse. Rejer har det altså nogenlunde som menneskenes børn: skoene passer kun rigtig, lige inden de bliver for små. Alt dette garderobeskift betyder, at rejer ikke ophober hårde dele med årringe (som f.eks. øresten), som biologer er så glade for. Alle hårde dele skiftes ved hvert skalskifte, og delene bliver bare lidt større for hver gang. Derfor kan man ikke umiddelbart aflæse en rejes alder. Men da alder og størrelse hænger sammen, forsøger man at omgå dette problem ved at bruge et målebånd: Tager man en bunke rejer og måler længden af dem, kan man se, at der er grupper af individer, som har nogenlunde samme størrelse og derfor sandsynligvis samme alder. På den måde kan man få et billede af aldersfordelingen i bestanden (dvs. antallet af rejer i hver aldersgruppe). Dét er et af de vigtige mål i de biologiske undersøgelser, der ligger til grund for forvaltningen af den grønlandske bestand af rejer.

På vestkysttogterne bruger man rigtig meget tid på at måle rejer! Men her ved østkysten er der generelt så få rejer, at vi for det meste kan måle hele fangsten i løbet af fem minutter.

(Til billedet: Den blågrønne masse bag øjet på den viste reje er rogn, der er under udvikling.)