Roger and out

Vi har på grund af dårligt vejr og en 2. grads forbrænding, der krævede tilsyn af en læge, været nødt til at afbryde togt 5 før tid. Der er langt til enhver form for hjælp, når man ligger ud for Grønlands østkyst, så når der først sker et uheld, afhænger udfaldet i høj grad af besætningens indsats. Hans sad i 4-5 timer med en håndbruser i strakt arm og skyllede den tilskadekomne, og skipper Børge behandlede forbrændingen med en ekspertise, så lægen på sygehuset i Qaqortoq ikke kunne sætte en finger på noget. Det er godt at vide, at man er i så gode hænder.

Patientens måde at tackle det hele på er et kapitel for sig. De grønlandske kvinder ér gjort af et specielt stof (hvis nogen skulle være i tvivl).

Østkysten viste sig til sidst fra sin smukkeste side, men ligger nu langt bag os, og foran os ligger et døgns sejlads og en hel del oprydning og vask på fabriksdæk og i laboratorier.

Dette er da også det sidste telegram fra Grønlands Naturinstituts kombinerede reje-, fiske- og hellefisketogter ved Østgrønland i 2010. Hvis bloggen har gjort nogen bare lidt klogere på, hvad vi laver på Pâmiut i sommerhalvåret, har den været umagen værd.

Holdet fra togt 5 takker af.

Lidt mere om dybhavsrejen "Pandalus borealis"

Rejer findes længere mod nord, end vi når på vore togter. Af de tibenede krebsdyr er rejerne i den røde dybhavsrejes familie de mest kuldetolerante og kan faktisk tåle underafkølet vand (dvs. vand, der er så koldt, at det egentlig burde være frosset, men stadig holdes i flydende tilstand på grund af sit saltindhold og det tryk, der hersker på store dybder). Det hænger sammen med, at rejerne er gode til at regulere magnesiumbalancen i blodet, og bl.a. derfor findes rejer langt ind i de polare områder. Har man kun set søkogte dybhavsrejer, kan man have svært ved at forestille sig, at de hårde, lyserøde klumper i frostposen engang har været farvestrålende og yndefulde dyr. Men det har de! En levende dybhavsreje har en klart rød, gennemsigtig farve, som desværre ikke holder til kogning og frost. Foran dyret vifter et par lange antenner graciøst, og ved grunden af dem sidder øjne, der kan have et smukt grønligt skær, når lyset endelig falder på dem. Som for at understrege elegancen understøttes dyret af fem par lange, tynde ben, der ser ud til at kunne knække ved den mindste berøring - hvilket de så også gør, når de er frosset...

Til at holde den lidt vovede konstruktion på højkant har rejerne i deres antenner et par balanceorganer, som fungerer efter samme princip som øresten i fiskenes indre øre: To små kamre med hver sin lille "sten", der balancerer på følsomme hår og fortæller rejen, hvad der er op og ned i mørket. Disse øresten vokser i en fisk med et lag om året og giver mulighed for, at man kan aflæse fiskens alder direkte (som årringe i en træstub). Det samme er ikke tilfældet med en reje.

En reje – og andre krebsdyr – er i princippet et dyr i rustning (= skallen), og befinder man sig i en rustning, kan man ikke vokse ud over rustningens størrelse. Når en reje bliver for stor til sin skal, er den derfor nødt til at skifte den ud med en ny. Det gør den ved at smøge den gamle skal af og "puste sig op" med vand, så den nye skal, der ligger klar som en blød "fleece" under den gamle, hærder i en passende størrelse med plads til at vokse. Rejer har det altså nogenlunde som menneskenes børn: skoene passer kun rigtig, lige inden de bliver for små. Alt dette garderobeskift betyder, at rejer ikke ophober hårde dele med årringe (som f.eks. øresten), som biologer er så glade for. Alle hårde dele skiftes ved hvert skalskifte, og delene bliver bare lidt større for hver gang. Derfor kan man ikke umiddelbart aflæse en rejes alder. Men da alder og størrelse hænger sammen, forsøger man at omgå dette problem ved at bruge et målebånd: Tager man en bunke rejer og måler længden af dem, kan man se, at der er grupper af individer, som har nogenlunde samme størrelse og derfor sandsynligvis samme alder. På den måde kan man få et billede af aldersfordelingen i bestanden (dvs. antallet af rejer i hver aldersgruppe). Dét er et af de vigtige mål i de biologiske undersøgelser, der ligger til grund for forvaltningen af den grønlandske bestand af rejer.

På vestkysttogterne bruger man rigtig meget tid på at måle rejer! Men her ved østkysten er der generelt så få rejer, at vi for det meste kan måle hele fangsten i løbet af fem minutter.

(Til billedet: Den blågrønne masse bag øjet på den viste reje er rogn, der er under udvikling.)

Fra Sisimiut til Pâmiut

Grønlands Naturinstitut har det held at have en rutineret og dygtig skibsbesætning. Men derudover kan vi også trække på en stor skare af studerende og færdiguddannede biologer og assistenter uden for instituttet, som gerne vil tilbringe en del af sommeren på Pâmiuts togter. Det er måske ikke så underligt, for oplevelserne om bord kan med lethed hamle op med ethvert andet reality-show. Man ser dyr, som det er de færreste forundt at se, og kommer steder, hvor der bl.a. er mulighed for at se de store hvaler. Hyggeligt er det også.

Desværre har vi ikke så mange grønlandske studerende i stalden, som vi gerne ville have, så derfor er vi specielt glade, når vi nu har fået Melisa fra Sisimiut med i år. Melisa er også glad for at være med os og virkede fra første dag mere end hjemmevant på skuden. Mens vi havde vind op til 32 sekundmeter, flåede hun stadig fiskerne i kortspil.

Desværre for Naturinstituttet håber Melisa på at kunne studere geologi og ikke biologi, men på det felt skal der nok også være masser at tage sig af i landet fremover. Ind til videre er det heldigvis os, der har glæde af hendes smittende humør og hendes kvikke hoved, og det håber vi også at have de næste somre.

Ro, rommy og rettelser

Vi havde vindhastigheder op til orkanstyrke i går og kunne af den årsag ikke fiske. I løbet af et døgns langsom sejlads mod bølgerne var vi forskudt så langt mod nordvest, at vi i går aftes lå en times sejlads fra Tasiilaq. Nu ligger vi stille i Ammassalik Fjord og nyder roen bag fjeldene.

Så går tiden bl.a. med at spille kort og Trivial Pursuit, men også med at checke data en ekstra gang og få orden på de småting, man på forventet – og altid indfriet – efterbevilling gemmer til en dag med blæsevejr.

Når en fangst registreres, kan det ikke undgås, at der af og til laves fejl i skemaer og indtastninger. Men da de resultater, der i sidste ende kommer ud af togtet, afhænger af de tal, vi stopper ind i databasen, skal fejl helst rettes (gerne mens hukommelsen er frisk). Det gør vi ved at checke håndskrevne skemaer mod de tilsvarende indtastninger i databasen og lade forskellige programmer løbe de indtastede data igennem for at se, om talværdierne er sandsynlige. Man kan f.eks. regne sig frem til, hvor meget en torsk af en vis længde bør veje, og hvor stor dens lever sandsynligvis må være. Hvis den indtastede længde og de registrerede vægte ikke stemmer overens, skriver programmet en rapport, så vi kan finde fisken i systemet. Det kan dog være umuligt at se, hvad den rigtige værdi skal være, men ofte er det åbenlyst. Der kan f.eks. have sneget sig et ekstra nul ind efter kommaet, eller man kan have skrevet en længde ind i meter i stedet for centimeter.

Til daglig forsøger vi at holde fejlene nede ved at være omhyggelige og checke os selv og hinanden. På dette togt går det faktisk ret godt. Vinden kan vi til gengæld ikke gøre noget ved.

Brevkassen

Rumstationer, radiostationer – trawlstationer. Man kan lægge mange forskellige stationer ud i både rum og æter, men hvis man ikke lige har begreberne på plads, kan man have svært ved at forstå hinanden. En læser af bloggen har spurgt, hvad det vil sige, at vi "lægger stationer ud". Det forsøger vi meget gerne at svare på. Først en definition: En station er i vores sprogbrug et punkt, hvor man ønsker at foretage et trawlslæb under et af sommerens undersøgelsestogter. Det er ganske enkelt en position på søkortet; f.eks. svarer station 36 på dette togt til positionen "64° 21,5'N / 37° 37,5'W", og når vi har gennemført et trawlslæb på den position, har vi "taget" station 36.

Hvordan det går til, at station 36 ligger lige netop på den angivne position, er en lidt anden historie: Vi kan af økonomiske og praktiske årsager kun anvende Pâmiut i en begrænset periode, hvor vi skal forsøge at dække så meget som muligt af de udenskærs fiskeriressourcers udbredelsesområde (= undersøgelsesområdet). Rent praktisk betyder det, at vi fra begyndelsen af juni til midten af september har mulighed for at trawle på ca. 300 stationer på vestkysten og ca. 200 på østkysten. Inden vi kan gøre det, skal vi lægge stationerne ud.

Naturinstituttets sommertogter ("surveys") med Pâmiut planlægges efter en metode, hvor vi forsøger at placere stationerne nogenlunde tilfældigt i undersøgelsesområdet. Vi kaster i princippet et antal prikker svarende til antallet af stationer ud over et kort over området. Men vi påvirker "kastet" (eller "nedfaldet") sådan, at der ikke ligger klumper af stationer i nogle områder, mens andre områder er helt uden stationer.

Ved Vestgrønland lader vi endvidere vores viden om rejernes fordeling i de foregående års surveys påvirke placeringen af årets positioner. Således sørger vi for, at der havner flere stationer i områder, hvor vi i de foregående år har konstateret mange rejer, og færre, hvor der har været konstateret få eller ingen rejer. Når stationerne endelig er "lagt ud", skulle de gerne ligge tilfældigt, men spredt på en rimelig måde over hele området. Ovenstående er selvfølgelig en meget forenklet beskrivelse af proceduren og principperne. Der ligger en omfattende statistisk og fiskeribiologisk teori til grund for, hvorfor man placerer stationer (næsten) tilfældigt og ikke bruger de samme positioner hvert år. Men det er en historie, der ligger uden for rammerne af denne brevkasse.

/Redaktøren